Din økonomi er en forsinket målestok for dine finansielle vaner.

Så simpelt kan det siges.

Er du kommet ind på denne artikel, så er du sikkert en af mange danskere, som synes, at det ikke er helt nemt, at få tingene til at hænge sammen derhjemme.

Du lever måske lidt fra måned til måned, og kan ikke helt forstå, hvor alle dine ellers fine lønkroner bliver af hver måned.

Svaret kan oftest findes i dine finansielle og økonomiske vaner. De måder du tænker på og agerer med dine penge, kan have en enorm påvirkning på, hvor trygt at du kan have det med din økonomi.

I denne artikel, har jeg derfor oplistet 5 typiske årsager til, at du måske ikke helt agerer optimalt i forhold til dine finansielle vaner. Heldigvis, så er der også råd for hvad du kan gøre ved det.

5 årsager til din dårlige økonomi

1. Du tracker ikke dit forbrug

En af de helt grundlæggende årsager er, at du ikke har styr på hvor mange penge går ind og ud af din konto hver måned.

Du køber lidt i blinde og håber på at det nok skal gå. I slutningen af måneden kan det være at du lige skal forny et kviklån – “men hey! Det er jo lønningsdag om lidt igen…”

Det bedste du kan gøre ved dette er, at skabe et overblik.

Det kan gøres ret nemt, enten på papir eller i excel.Du bestemmer selv hvor detaljeret du vil gøre det, men bare det at du kommer i gang, vil tydeliggøre en masse forbrugsmønstre for dig.

  • Start med at opskrive din udbetalte løn (efter skat), samt evt. andre indtægtskilder.
  • Herefter oplister du dine faste udgifter (husleje, regninger, abonnementer osv.).
  • Endelig så oplister du dine variable udgifter (mad, shopping, indkøb, diverse osv.). Her kan du med fordel have din netbank åben og så skrive de forskellige køb ind på de forskellige kategorier.

Gør du dette for et par måneder tilbage, så vil du kunne se de steder, hvor at du bør sætte ind. Samtidig er dette også en god vane at gøre fremadrettet, så du kan følge udviklingen.

2. Du bruger flere penge end du tjener

Når du har fået et overblik over et forbrug, så vil åbenlys årsag nok vise sig: Du bruger flere penge end du tjener.

Dette er et af de primære punkter, som du bør forbedre, hvis du gerne vil din økonomi til livs. Her kan du med fordel tage et blik ned over dine faster udgifter og vurdere, hvilke du nok bør spare lidt mere på.

På den helt store klinge er der selvfølgelig din husleje og tilhørende boligudgifter, som du kan forbedre markant ved at flytte til et billigere sted. Det kan også være, at du skal skifte til en billigere bil eller helt droppe den, hvis du godt kan tage det offentlige eller cyklen.

På den lidt mindre del, så kan du gennemgå dine abonnementer og regninger, som kører hver måned. I 2010’erne blev det enormt populært for alle virksomheder at leve af abonnementsordninger, i stedet for enkeltkøb. Dette har haft den effekt, at mange af os betaler til abonnementer vi slet ikke er klar over hver måned.

Få derfor ryddet op i denne del og vurder gerne med dig selv, om der er noget du kan slå sammen eller spare lidt på (for eksempel kan du holde dig til færre streamingtjenester).

3. Du bliver suget ned i dårlige vaner

En af de store dræbere for mange i forbindelse med den dårlige økonomi, er en eller flere dårlige forbrugsvaner.

Vi har alle en sammen eller anden form for last i livet, men for nogle så bliver det en (for) dyr fornøjelse. Det kan være at du enten ryger for meget, køber for meget fastfood og cola, spiller dine penge væk på online casino eller bare impulskøber for meget ude i byen.

Hvad end det er som du kæmper med, så gå bevidst ind og arbejd med din vane og se om du ikke kan skrue ned for den eller helt slå den ihjel. Hver opmærksom på den, erstat den med noget bedre og sørg for at gøre det sværere for dig selv at udføre din vane.

Lykkedes dette, så vil du helt sikkert se en markant forbedring af din økonomiske situation.

dårlige økonomiske vaner

4. Du køber ting der mister værdi

Som typisk dansker, så vil du nok være født med det indtryk, at det er en rigtig god idé, at få investeret i en bil, en masse gode møbler og noget lækkert mærkevarenips, tidligt i dit voksensliv.

I økonomisk perspektiv er dette dog en enormt stor hæmsko for dig. For det første, så bruger du en masse af dine penge på ting, som hurtigt mister værdi og som du sikkert vil skulle udskifte meget af det alligevel, inden for en årrække.

For det andet, så mister du mange af de effekter der er ved at spare op – enten i mursten eller via investeringer.

Disse køb betyder i stedet at du kommer til at skulle starte forfra (eller måske endda i minus), når du skal til at opbygge en familie og en husstand.

5. Du er offer for livstilsinflation

Endelig så kan det være at du er blevet offer for begrebet livsstilsinflation.

Dette betyder, at du du skruer dit forbrug tilsvarende op hver gang, at du får flere penge mellem hænderne. Det kan både være faste stigninger, så som en lønstigning, men det kan også være en bonus eller en stor tilbagebetaling fra skat.

Du spiser lidt mere ude, du forkæler dig selv med lidt shopping og tager på nogle lidt federe rejser. Taxaen får også en ekstra tur i starten af måneden.

Problemet er at det kan være svært at skrue ned igen. Når du først er blevet vant til en vis levestandard, så har man ikke lyst til at skrue ned igen. Logisk set burde du sagtens kunne leve, som du gjorde før. Men det er bare ikke sådan at mennesker fungerer.

Helt galt går det når du pludselig mister pengene igen. Det kan være at du mister jobbet og er nød til at leve på færre penge. Her kan det virkelig være svært at skulle skrue kraftigt ned fra den ene dag til den anden.

Løsningen er, at være meget fokuseret på disse stigninger og måske starte med at sætte pengene til side til opsparing eller investering i stedet. På den måde sørger du for kontinuerligt, at opbygge et større økonomisk råderum.

Afrunding

Jeg håber at denne lille liste har sat nogle tanker i gang hos dig, og måske kan lede til nogle gode forandringer i dit liv.

Vi kan ikke være perfekte og du behøver ikke at klare det godt på alle parametre. Men bare det, at du skruer på nogle af disse knapper, kan helt sikkert være med til at du får vendt en dårlig økonomi til noget bedre.

Held og lykke med det og kom gerne med gode råd i kommentarfeltet.

Kilder

  • Clear, J. (2018). Atomic Habits. Random House Business.
  • Ecomia (2018). Sådan skaber du overblik over din økonomi med et budgetskema. Brian Mattson.
  • Frinans (2018). Livsstils-inflation og hvordan du undgår det.
  • Råd til Penge (2017). Sådan stopper du en dårlig forbrugsvane. Morten Holm Steinvig.
  • Stabil Økonomi (2018). Brug mindre end du tjener – og brug dine penge klogt. Mark Thorsen.
  • Sydbank (2020). Forgyld din formue med renters rente effekten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *