Money, money, money…

Vi jager dem alle sammen, og de fleste af os bruger hele vores liv på det.

Håbet er, at så snart vi har nok penge mellem hænderne, så kan vi leve roligt og lykkeligt resten af livet. For nogle virker penge endda, som det ultimative værktøj til at opnå dette formål.

Men er det så virkelig også sådan? Hvorfor er vi alle endt i denne jagt?

I denne artikel vil jeg prøve at kaste lidt lys og videnskabelige studier over jagten på lykke i livet – og den rolle som penge spiller heri.

Det korte svar? Ja, penge spiller faktisk en rolle… men kun op til et vist punkt. Og det punkt er nok lavere end du tror.

penge lykke

Penge og lykke

Punktet ligger på 75.000$ om året, hvilket svarer sig til en indkomst på omkring 500.000 danske kroner om året.

Dette er resultatet af et af de mest velkendte studier på området, foretaget af Princeton University i 2010. Her målte forskerne, at folk der blev løftet fra en relativt lille indkomst (~20.000$ om året) til en middel indkomst (~50.000$ om året), i gennemsnit var dobbelt så lykkelige.

Årsagen er, at det at få sine basale menneskelige behov dækket, og ikke skulle bekymre sig om økonomien, har en enorm betydning for ens velbefindende i hverdagen.

Til gengæld, når du når op til dette punkt, så begynder merværdien at klinge af. Forskerne målte at fra omkring de 75.000$ om året og op, så var der ikke signifikant forskel på hvor lykkelige folk var. Det er uanset om du lever lige under topskattegrænsen i dit parcelhus, eller om kan køre rundt i en masse Lamborghinier og spise kaviar til morgenmad.

Det er simpelthen nogle andre ting, som vi mennesker slås med, efter ens menneskelige behov er dækket finansielt. Men psykologisk har vi det med altid lige, at jagte “liiige lidt mere…”.

Så for din egen skyld, så kan dette studie måske hjælpe dig med at sætte nogle bedre mål for din økonomi og jagten på penge. Efter den gennemsnitlige økonomi er på plads, får du nok mere ud af at bruge dine kræfter på andre ting.

Note: Husk at de 75.000$ er målt i USA, hvor at leveomkostningerne er lidt mindre, men skatten til gengæld er markant lavere. Så niveau målt på dansk købekraft ligger måske på et sted mellem 600.000 og 700.000 kr. om året.

Hvad du bruger dine penge på

Ovenstående studie er selvfølgelig meget generelt og tager ikke højde for folks levestandard og hvad de rent faktisk bruger deres penge på.

Generelt kan man sige, at de her menneskelige behov bliver dækket, når man ikke længere behøver at bekymre sig om ens økonomi i hverdagen. Det vil for eksempel betyde, at du ikke dagligt tænker på:

  • om du kan betale din husleje og dine regninger hver måned.
  • om du har råd til at kunne købe ind i supermarkedet
  • om du kan købe gaver til din familie
  • osv. osv.

I stedet kan du fokusere på, at bruge de overskydendende penge på de ting, som studier viser, at man rent faktisk bliver mere lykkelig af at købe. Det kan for eksempel være rejser, oplevelser eller bare tid med vennerne. Det er noget, som viser sig at booste ens velbefindende og lykke på længere sigt.

Hvad du i stedet bør bruge dine kræfter på

Med ovenstående in mente, så bør du altså nu kunne tage foden lidt af gaspedalen, i forhold til den uendelige jagt på penge.

I stedet kan du bruge din energi, overskud og fokus på at gøre mange af de andre ting, som du har lyst til her i livet.

Det kan både være at nyde tilværelsen, som med ovenstående køb, men det kan også være det at gøre både dig selv og dine omgivelser bedre.

Førstnævnte inkluderer, at du lærer dig selv nye ting, får opbygget nye relationer, arbejder på bedre vaner og så videre. Når du arbejder med dig selv på denne måde, så får du mulighed for at nå flere ting i livet. Samtidig får du et bredere verdenssyn og kan hjælpe på flere og bedre fronter.

Fokus på at gøre dine omgivelser bedre inkluderer, at arbejde frivilligt i dit lokalmiljø, gå aktivt ind i klimakampen eller generelt bare forsøge at gøre verden til et bedre sted at være i.

Begge områder får du automatisk mere rum til, når du giver dig selv mere luft og ikke blot har fokus på at tjene flere penge. Du kommer simpelthen nærmere finansiel frihed, hvor at du har flere timer i døgnet til at lave de ting du gerne vil.

Med dette skift i mindset bør du være i stand til at øge dit velbefindende betragteligt i hverdagen. Det giver bare noget andet og mere, at lave noget der er meningsfyldt for dig, i stedet for altid at sætte pengene i første række – hvad end det er bevidst eller ubevidst.

Afrunding

Penge og lykke er en svær størrelse. Penge, viser det sig, er faktisk ikke det bedste værktøj til at opnå mange af de ting i livet, som du måske ellers har troet at det var.

Når du har fået opbygget en sund økonomi og tryghed i hverdagen, så får du faktisk meget mere ud af at arbejde med din personlige udvikling og dine omgivelser i stedet.

Hvis flere mennesker fokuserede mindre på at blive rige, og ikke gik ind i denne fælde, som moderne kapitalisme på en måde sætter op for en, så burde der udrettes meget mere i denne verden.

Forestil dig hvad et helt samfund kunne udrette, hvis fokus blev skiftet over til at lave bedre ting, efter at den basale velstand og tryghed blev etableret i familien?

Kilder

  • Entreprenuer (2018). Science says money does buy happiness if you spend it the right way. John Rampton.
  • Kahneman, D. & Deaton, A. (2010). High income improves evaluation of life but not emotional well-being. PNAS. Princeton University.
  • Time (2010). Study: Do We Need 75.000$ a Year to be Happy? Belinda Luscome.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *